John Tefke bliver ny konservativ kandidat
OBS. Artikel fra Det grønne område
Den konservative liste til kommunalvalget er suppleret med årets idrætsleder. Listen er nu oppe på 20 kandidater
De Konservative i Lyngby-Taarbæk holdt i marts opstillingsgeneralforsamling og har dermed allerede 19 kandidater på listen til kommunalvalget i november.
Nu suppleres listen så med yderligere en kandidat, John Tefke.
Tefke, der er født og opvokset i kommunen, har i mange år været aktiv i Lundtofte Boldklub og fik i år idrætslederprisen for sin store indsats. Det er dermed en af kommunens ildsjæle, der nu er at finde på liste C.
”Jeg er rigtig glad for, at John vil med på holdet. Han har en fantastisk god indsigt i kommunens idrætsliv og en god og konstruktiv tilgang til kommunens udvikling,” siger borgmester Sofia Osmani efter, at en enig bestyrelse har optaget ham på listen.
Udvikling af bydelene
For John Tefke selv har der ikke været tvivl om, at en opstilling til kommunalvalget skulle være på den konservative liste:
“Jeg er tiltrukket af De Konservatives opmærksomhed på udviklingen af bydelene, samtidig med, at vi tager hensyn til det eksisterende miljø og gerne med en opgradering at utidssvarende områder. Attraktive bydele tiltrækker og fastholder borgere og virksomheder. Det er vigtigt for især ældre, at vi har et fungerende erhvervsliv, hvor der stadig findes detailforretninger over hele kommunen,” siger han og fortsætter:
“Skoleområdet, hvor De Konservative ved den nye skolereform var opmærksomme på, at der fortsat skulle være plads til et aktivt fritidsliv og stadig holdes et højt niveau i undervisningen, samtidig med at lærerne søgte mod kommunen som arbejdsplads, tiltaler mig.”
Den konservative liste kan suppleres yderligere frem mod valget. Dog kan der ifølge reglerne ikke opstilles over 25 kandidater.