Idræt er også samvær
Idræt er for mange andet, end bare at komme og dyrke motionen, det er også samværet med andre – både før og efter træning. Det gælder nok for alle aldre, og nogen analyser viser, at samværet for nogen betyder mere end selve idrætten.
Idrætsbyens tanke var at samle en del idrætsgrene og lade området syde af idræt og samvær. Desværre har der ikke været så gode betingelser for samværet før og efter træning for alle. Der er flere årsager, en af dem har været at kommunen har lagt beslag på nogle lokaler til forskellige kontorer, som nu endelig flyttes væk fra Idrætsbyen.
Jeg har været meget opmærksom på dette i Kultur og Fritidsudvalgets arbejde, og jeg ved at FIL´s energiske formand Anni Frisk Carlsen også har italesat denne udfordring løbende.
Derfor er jeg rigtig glad for, at det nu efter sommerferien, lykkes at skabe to foreningslokaler, samt to mindre mødelokaler.
Foreningerne vil blive inddraget i indretningen og brug af lokalerne. Lad os håbe det gode liv og samvær i Idrætsbyen vil spire endnu mere med disse gode forbedringer.